Det mener GBF – input til revision af gymnasieaftalen

2. dec. 2014 | GBF mener

1. Adgangskrav

Der bør være et adgangskrav på 4 i dansk og matematik samt måske engelsk og naturfag. Dels vil det have en afsmittende effekt “nedad” i systemet, så folkeskoleeleverne lægger sig lidt mere i selen for at få en god afgangseksamen, dels har karaktererne en afgørende betydning for, om eleverne falder fra i gymnasiet, viser Rockwool Fondens undersøgelse af ungdomsuddannelserne. Desuden viser en undersøgelse fra DI, at næsten ingen med et gennemsnit på under 4 ved folkeskolens afgangseksamen gennemfører en videregående uddannelse.

2. Matematik på B-niveau

GBF støtter tanken om at matematik på B-niveau bliver obligatorisk i det almene gymnasium. Samfundsmæssigt er det vigtigt med gode matematikkundskaber, uanset videre uddannelse. Det vil også betyde, at langt færre får brug for at supplere med GSK, som efterhånden er blevet en meget tung udgifts- og tidsmæssig belastning.

3. Grundforløbet

GBF mener ikke, at grundforløbet helt kan undværes, sådan som Rektorforeningen foreslår. Men det kan reduceres til 3 måneder, hvorefter eleverne har mulighed for at vælge om. Et kortere grundforløb forudsætter dog, at almen sprogforståelse og naturvidenskabeligt grundforløb fortsat er obligatorisk. 

4. Studieretninger

Som bestyrelsesforening kan vi appellere til vores medlemmer, at antallet af studieretninger reduceres, og at studieretningerne skal have relevans i forhold til de

videregående uddannelser. Alle gymnasier bør på deres hjemmeside orientere om, hvad de enkelte studieretninger giver adgang til.

5. Anvendelsesorientering

GBF støtter ideen om, at gymnasiet skal være mere anvendelsesorienteret, hvis det vel at mærke betyder anvendelse af den lærte teori og samarbejde med andre institutioner/virksomheder i lokalområdet.

6. Optagelsesregler

Det bør undersøges, om der – udover geografiske hensyn – kan ændres i optagelsesreglerne, så der sker en spredning af elever med anden etnisk baggrund, sådan at gymnasiepopulationen på det enkelte gymnasium afspejler samfundet som sådan, og at Vestegnselever eksempelvis kan komme ind på Gefion, selv om de ikke bor i nærområdet. En kvoteordning eller hvad?

7. Afkortelse af eksamensperioden

Både elever og lærere kan drage fordel af, at eksamensperioden især i 1. og 2. g afkortes, så der bliver mere tid til “almindelig” undervisning.

8. Campus

God ide, at ministeriet nu vil kortlægge erfaringerne fra de institutioner, der er gået sammen, og hvilken betydning det har for lærersamarbejde, gennemførelsesprocent og søgetal.

9. Socialt taxameter

GBF støtter ideen om, at gymnasier med mange uddannelsesfremmede elever får et økonomisk tilskud, men ser hellere, at det sker gennem en pulje fremfor en automatisk ordning.

Årsmøde 2023 i Gymnasiernes Bestyrelsesforening

Stina Vrang Elias, Adm. Direktør Tænketanken DEA & Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye var oplægsholdere på årsdagen, hvor emnerne “Unge erhvervskompetencegivende uddannelse” & “ungdommen & ubehaget” blev belyst og debatteret

Bestyrelsesbarometer 2021

Bestyrelsesbarometeret for 2021 er netop udkommet. Det er tredje gang, at Bestyrelsesbarometeret sætter fokus på institutionerne …

Debat: Omprioritering

Regeringen har bebudet, at de danske gymnasier skal spare to procent årligt de næste fire år,

Styrk arbejdet i bestyrelsen

Samarbejdet mellem bestyrelsesformand og rektor, mødeledelse, fusioner, resultatkontrakter, daglig og strategisk ledelse …

Gymnasiet i medvind eller modvind

Niels Egelund og Dion Rüsselbæk Hansen diskuterede på generalforsamlingen i Gymnasiernes Bestyrelsesforening gymnasiets rolle i det samlede ungdomsuddannelsessystem.

Debatmøde 27. august 2013

OK13, resultatkontrakter og ungdomsuddannelsernes fremtid var temaerne for en livlig debat på GBF´s medlemsmøde