Kære bestyrelsesformand
Som bekendt har vi i GBF siden 2009 arbejdet på at den enkelte bestyrelsesformand skulle involveres i og have ansvar for eventuelle cheflønstillæg til rektor.
Der var dengang forståelse i ministeriet for, at bestyrelsesformændene var de nærmeste til at afgøre, om en rektor burde tildeles et løntillæg. Samtidig var der dog stor usikkerhed om cheflønspuljens størrelse.
Vi aftalte fra starten med ministeriet at den enkelte bestyrelsesformand skulle undlade at søge ministeriet om tillæg til rektor indtil forhandlingerne var slut. De fleste har overholdt dette, og efter en lang række møder var man tæt på at finde en ordning som passede både os og ministeriet.
I forbindelse med omorganiseringen i ministeriet og senere regeringsskiftet døde de videre forhandlinger imidlertid hen, og på et møde den 6. marts i år med Lars Mortensen og Annegrete Larsen nævnte vi sagen.
Vi fik den overraskende og ultimative melding, at cheflønstillæggene ikke var en sag som angik GBF.
Og efter en kort diskussion kunne vi ikke gøre andet end at konkludere, at vi så måtte give besked til formændene herom. Lars Mortensen bad imidlertid om at vi ventede hermed, idet en endelig ordning ville være klar i løbet af ganske kort tid. Dette har vi overholdt indtil nu, hvor der er gået tre måneder.
På et møde for nylig med Gymnasieskolernes Lederforenings formand, Jørgen Christiansen, har vi fået oplyst at Lederforeningen sammen med Djøf har haft en række forhandlinger med ministeriet – men endelige løsninger har man ikke fundet frem til.
Jeg beklager meget at denne sag ikke er lykkedes bedre for os. Synspunktet i GBFs bestyrelse er fortsat, at det er den enkelte bestyrelsesformand der er bedst i stand til at bedømme om en rektor bør have et løntillæg, og at vi derfor bør have ansvar for tildelingerne.
Venlig hilsen
Benny Dylander