Af Hans Peter Jensen
Undervisningsminister Christine Antorini har ifølge Berlinske d. 14.8 en plan for en række ændringer i gymnasiernes struktur.
Som formand for Gymnasiernes Bestyrelsesforening (som repræsenterer ejerne af landets gymnasier) følger jeg naturligvis udviklingen med stor interesse.
Det er fremgået af debatten, at politikere og erhvervslivets interesseorganisationer er bekymrede over gymnasieskolernes succes, og at disse tiltrækker elever, som rettelig burde befinde sig på erhvervsskolerne.
Vores synspunkt er modsvarende, at succesen for gymnasierne skyldes, at vi tilbyder et produkt, der både fagligt og socialt svarer til de unges forventninger vedr. læringsmiljø og etablering af et ungdomsfællesskab, der har potentiale til at række ud over studentereksamen.
Mere end 85 % af eleverne, der starter i gymnasierne, får faktisk en studenterhue, og den har de ikke fået forærende. De har erhvervet sig huen ved bl.a. at kunne løse og besvare de skriftlige eksamensopgaver, som Undervisningsministeriets diverse opgavekommissioner har udarbejdet, og jeg kan fortælle – efter at have set dem – at de ikke er den rene barnemad. I årets opgaver i matematik og fysik var der fx flere spørgsmål, som jeg, der har matematisk-naturvidenskabelig baggrund og en mangeårig karriere i kemisektoren på DTU, måtte gruble længe over, før jeg kunne skimte løsningsmulighederne.
Det fremføres ind imellem, at ikke alle med en studentereksamen kommer ind på en videregående uddannelse, og det er naturligvis rigtigt. Sådan var det også, da jeg blev student i 1962, hvor det, så vidt jeg husker, kun var omkring 5 % af en ungdomsårgang, der blev studenter, mod nu mere en 50 %. Men dette betød og betyder jo ikke, at alt er spildt, og at man ikke kommer videre i sit liv og kan skabe sig en karriere.
Studentereksamen giver ud over at være studieforberedende også almen dannelse og viden om det samfund, de unge mennesker skal være en del af og til sin tid overtage. Derudover giver studentereksamen også adgang til uddannelse i banker, rederier (Mærsk fx), forsvaret m.m., så de tre år i gymnasiet er sjældent uden værdi for den enkelte elev.
Nu må man ikke tro, at jeg ikke ønsker erhvervsskolerne alt mulig godt og mange elever, men som jeg hører debatten, er der nogle ret specifikke årsager til, at der ikke er lige så stor søgning til disse, som det kunne være ønskværdigt. Bl.a. kan der ikke kan skaffes tilstrækkeligt mange praktikpladser, og det er et stort problem, eftersom praktik er en nødvendig forudsætning for få afgang fra en erhvervsskole, så det er vel især på dette punkt, at man må finde gode løsninger.
Gymnasierne vil gerne være med til at finde løsninger på de udfordringer, der ligger i at give den altovervejende del af kommende ungdomsårgange en så god, relevant og effektfuld uddannelse som overhovedet muligt.
På dette punkt kan vi se på den skole, hvor jeg er formand for bestyrelsen, Gefion Gymnasium på Øster Voldgade i København, hvor der blive gode muligheder for at lave samspil på tværs af forskellige ungdomsuddannelser.
Der frigøres i 2018 på vores matrikel i alt 40.000 kvadratmeter. Gefion Gymnasium benytter ca. 10.000 kvadratmeter, så her er der gode muligheder for at lave en ungdomsuddannelsescampus. Vi har selv lagt denne mulighed ind i gymnasiets vision, som er drøftet dels på et visionsseminar og siden konfirmeret i bestyrelsen.
Her kunne etableres en afgangsskole med 9. og 10. klasser fra Københavnske skoler, en erhvervsskole, et HF, en international skole, et voksenuddannelsescenter, en sprogskole. Ja, kun manglen på fantasi sætter grænserne! Og hvad mere er, det er staten, der ejer det meste af bygningen, bortset fra vores ene fløj, som vi er i gang med at købe!
Jeg forestiller mig ikke, at alt skal være under en fælles ledelse, men alene det forhold, at man er i samme hus, vil med garanti føre til koordinering, fælles
forståelse og vejledning samt mulighed for eleverne til at tjekke et andet uddannelsesspor uden at skulle miste venner, hvis man skulle vælge at flytte uddannelse permanent.
Ovenstående er, som beskrevet, en lokal mulighed, og min pointe er, at det må være op til lokale initiativer at finde de rette løsninger i lokalområderne, hvor samarbejdsmuligheder, lokal geografi og synergi må være vejen frem til samarbejdet på tværs af forskellige ungdomsuddannelser.
Så undervisningsministerens vision om ungdomsuddannelsescampusser ser jeg gode takter i både for så vidt angår min egen institution, men sandelig også mere generelt. Gymnasiebestyrelsesforeningen deltager gerne i virkeliggørelsen af ministerens vision på dette område.
Et andet varmt emne er indførelse af et socialt taxameter, der tænkes at skulle overføre penge fra gymnasier med succes og velfungerende elever til gymnasier med elever, som ikke kommer fra studievante familier, og hvor hjælpen til den enkelte elev kan være beskeden.
Gymnasiernes Bestyrelsesforening er enig i, at der kan være god grund til at støtte gymnasier med særligt mange uddannelsesfremmede elever, men det skal ikke efter vores mening være en generel ordning, der baserer sig på skolers karaktergennemsnit under en vis værdi. Vælger man dette, kan man risikere, at de tilførte midler smøres tyndt ud, hvorved man risikerer ikke at få den ønskede effekt for de penge, som er taget fra de velfunderede skoler med et uddannelsesvant elevgrundlag.
VI foreslår, at der ud af de samlede taxametermidler, der er til rådighed for gymnasiernes drift, etableres en pulje, som kan stå til rådighed for projektansøgninger fra særlig socialt ramte skoler. En ordning af denne karakter ville så i øvrigt være helt analog med de eksisterende udkantstilskud, hvorved man måske oven i købet kunne administrere de to puljer i sammenhæng og derved spare lidt ministeriel administration.
Det sidste element i undervisningsministerens plan handler om optagelseskravet til gymnasierne, hvor der foreslås et gennemsnit på 02 ved folkeskolens afgangsprøve, altså svarende til det der kræves ved erhvervsuddannelserne. Det finder vi i Gymnasiebestyrelsesforeningen er for uambitiøst for vores sektor. Vi mener, at kravet til gymnasiet bør være en tak højere, om ikke andet så for at signalere, at gymnasieuddannelserne er mere boglige og kræver mere boglig færdighed end erhvervsuddannelserne, som er praktisk orienteret.
Som konsekvens af ovenstående er vi af den opfattelse, at gennemsnitskarakteren for direkte optag på gymnasierne bør være 4. Ikke alene vil det betyde, at de mindst bogligt orienterede elever søger til andre og for dem mere relevante uddannelser. Endnu vigtigere er imidlertid den positivt afsmittende effekt nedad i udannelsessystemet til grundskolen.
Med et karakteradgangskrav på 4 til gymnasierne vil elever og forældre have langt større fokus på folkeskolens afgangsprøver, end tilfældet er i dag. Når dagen for de forskellige afgangsprøver oprinder, kan det ofte være vanskeligt at motivere eleverne i 9. eller 10. klasser til at forberede sig grundigt. Årsagen er den simple, at der hjemme på skrivebordet allerede ligger et brev, hvor de, der har søgt gymnasierne, har fået meddelelse om, at de er optaget på dette eller hint gymnasium. Man kan derfor godt forstå det, hvis motivationen hos eleven til at forberede sig grundigt er beskeden i en sådan situation, når det øjensynligt ikke har nogen betydning, om man får den ene eller anden karakter, når bare man har bestået, og det gør man som bekendt ved karakteren 02.
Hans Peter Jensen
Formand for Gymnasiernes Bestyrelsesforening