Der findes næppe én entydig definition på dannelse – formentlig lige så mange, som der er mennesker, der forsøger at beskrive den. Alligevel giver det mening at betragte dannelse som en helhed bestående af flere aspekter, der ikke står i modsætning til hinanden, men snarere væver sig ind i og beriger hinanden. Med andre ord: Dannelse rækker ud over blot faglig kvalificering og indebærer en dybere, helhedsorienteret udvikling af menneskets evne til at orientere sig i – og bidrage meningsfuldt til – samfundet.
Derfor er almen, demokratisk, akademisk, praktisk og personlig/menneskelig dannelse – samt andre former for dannelse – ikke adskilte størrelser, men udtryk for forskellige sider af den samme dannelsesproces. De er aspekter af det at blive et helt menneske, der kan tage del i samfundet med indsigt, ansvar og dømmekraft.
Almen dannelse er det brede fundament. Det omfatter den viden, forståelse og de kompetencer, der gør det muligt at navigere i samfundet som et reflekteret og ansvarligt menneske. Det handler ikke kun om faglig kunnen, men også om evnen til at tænke kritisk, handle etisk, forstå sig selv og andre – og kunne tage del i fællesskaber.
Her spiller kulturel og historisk viden en rolle, men også sociale færdigheder, dømmekraft og en forståelse for de sammenhænge, vi som mennesker indgår i. Almen dannelse sætter rammen for personlig og samfundsmæssig livsduelighed.
Demokratisk dannelse er et aspekt, der fokuserer på evnen til at udvikle indsigt, holdninger og færdigheder til at kunne deltage aktivt, kritisk og ansvarligt i et demokratisk samfund. Det handler om den enkelte aktivt arbejder med selvbestemmelse, medbestemmelse, og solidaritet med det formål, at lære at udvikle en demokratisk måde at tænke og opføre sig på.
Det handler om at forstå grundlæggende principper som ytringsfrihed, lighed for loven og magtens deling – men også om at udvikle færdigheder og holdninger, der gør det muligt at bidrage til fællesskabet: at tage stilling, føre dialog, indgå kompromisser og tage ansvar. Demokratisk dannelse handler om at danne borgerne til at indgå i demokratiet og medvirke til at vedligeholde og udvikle det.
Noget andet som også kendetegner dannelse i et demokrati er at beskæftige sig med epokeproblematikker eller tidsbestemte problematikker, som er relevante problematikker i tiden. Det kan i tiden f.eks. være at kunne forholde sig til CO2-udslip, bæredygtighed, klimaspørgsmål og konflikter i samfundet. Den type problematikker skal tænkes ind i uddannelserne, således at den enkelte udvikler evnen til at medtænke den type spørgsmål i egen uddannelse. Andre begreber som også knyttes til demokratisk dannelse, er kreativitet, innovation, og gå-på-mod.
Akademisk dannelse handler om de kundskaber, færdigheder og holdninger, der udvikles gennem mødet med videnskab, faglig fordybelse og kritisk tænkning. Det er en måde at øve sig i at tænke metodisk, analysere, stille spørgsmål og tage kvalificeret stilling. Akademisk dannelse omfatter eksempelvis kendskab til idéhistorie, videnskabsteori og kulturelle strømninger, som sætter viden i perspektiv – men også udviklingen af en kritisk og undersøgende tilgang: at kunne vurdere information, gennemskue argumenter og forholde sig reflekteret til viden.
Akademisk dannelse handler ikke kun om at tilegne sig viden, men også om at forholde sig til viden – og til verden – med åbenhed og ansvar. Det er dannelse gennem tankens arbejde.
Praktisk dannelse minder os om, at dannelse ikke kun udspiller sig i det abstrakte, men også i det håndgribelige. Den viser sig i erfaring, håndelag, problemløsning og faglighed – i mødet med materialer, med praksisfællesskaber og med ansvar. Den praktiske dimension af dannelse udvikler ikke blot kunnen, men også dømmekraft, samarbejdsevne og forståelse for arbejdets betydning – for én selv og for andre. Den er en ligeværdig del af det at blive et dannet menneske.
Personlig dannelse vedrører individets identitetsdannelse, selvforståelse og eksistentielle orientering. Personlig dannelse kan således forstås som den proces, hvor individet – gennem erfaring, refleksion og samspil med andre – udvikler sig til et helt menneske med integritet, ansvarlighed og livsmod.
Som nævnt kan man argumentere for mange andre aspekter af dannelse, men i vores perspektiv vil de i høj grad indgå som delmængder i de ovennævnte perspektiver på dannelse.
Sammenfattende kan man sige, at de mange aspekter af dannelse griber ind i hinanden og først for alvor giver mening i samspil. Dannelse er med andre ord ikke blot summen af forskellige kompetencer, men en levende og dynamisk proces, hvor det personlige, det faglige, det sociale og det samfundsmæssige spiller sammen.
Fællesnævneren for alt det ovenstående er, at det indgår i skabelsen af dannelse – men også, at intet individ med rimelighed kan siges at besidde det hele. Derfor må vi snarere tale om dannelse som en toning, hvor nogle er mere akademisk tonede, og andre mere praktisk tonede – men hvor alle har en personlig og almen dannelse, og hvor ingen med rette kan siges at være mere dannet end andre.