Debatmøde 27. august 2013

27. aug. 2013 | Debat

GBF-møde med livlig diskussion Undervisningsministeriets måde at kommunikere på er ikke hensigtsmæssig. Det var der enighed om på GBFs medlemsmøde i København den 27/8. Resultatlønskontrakter, lærernes overenskomst og ungdomsuddannelserne som helhed var på programmet, som blev gennemført med livlig diskussion.

OK13, resultatkontrakter og ungdomsuddannelserne

Livlig debat på GBFs medlemsmøde i København

OK13, resultatkontrakter og ungdomsuddannelsernes fremtid var temaerne for en livlig debat på GBF´s medlemsmøde, der blev holdt i Ingeniørforeningen i København.

Bodil Due fra GBFs bestyrelse lagde ud med en orientering om efterdønningerne af OK13, hvor 12 gymnasier er indkaldt til Undervisningsministeriet for at gøre rede for, hvorfor de har indgået lokale aftaler i strid med intentionerne i OK13.

Og selv om der i GBF har været fuld opbakning til de nye arbejdstidsregler, har ministeriet ikke tacklet forløbet tilfredsstillende.

“Måden, som ministeriet kommunikerer på, er ikke hensigtsmæssig. Mange bestyrelsesformænd har oplevet det krænkende at skulle stå skoleret i ministeriet”, sagde Bodil Due, der hellere havde set, at ministeriet indbød til dialog og åbenhed.

Den efterfølgende debat viste, at bestyrelsesformændene i forskellig grad ser ministerens såkaldte hyrdebreve som et irritationsmoment. Først og fremmest fordi de viser, at ministeriet ikke har tillid til, at bestyrelserne kan varetage opgaverne med de nye arbejdstidsregler og resultatkontrakterne.

Det blev fra flere sider nævnt, at det var uklart, hvorfor det lige præcis var de 12 gymnasier, der var blevet kaldt ind, eftersom de har gennemført de effektiviseringer og besparelser, som OK13 indikerer.

Der blev desuden advaret mod at opdele rektorer og bestyrelsesformænd i “good” og “bad guys”.

En af bestyrelsesformændene, som har været til samtale i ministeriet, kunne dog berolige forsamlingen.

“Der er ikke nogen tvivl om, at ministeriet indkalder bestyrelsesformændene, fordi der er en voldsom opmærksomhed på OK13 fra politisk side. Desuden blev der lagt vægt på, at tillidsrepræsentanterne ikke skal spille samme rolle som hidtil. Men vi havde en god og fornuftig dialog på mødet i ministeriet”.

Resultatlønskontrakter
Jan Bendix fra GBFs bestyrelse orienterede om den nye bemyndigelse til at indgå resultatlønskontrakter, hvor der er blevet justeret på forholdet mellem basisrammen og ekstrarammen. Til ekstrarammen er der nu knyttet krav om et målrettet arbejde med planlægning af lærernes arbejdstid, så de bruger mere tid sammen med eleverne. Desuden er der i ekstrarammen – som hidtil – krav om en målrettet indsats mod frafald.

Efterfølgende var der en del debat om, hvordan man måler indsatsområderne og hvilken opfyldelsesgrad, der opnås. På en af skolerne sætter rektor ifølge bestyrelsesformanden overliggeren så højt, at der kun er 50 pct. opfyldelsesgrad, mens der på andre gymnasier er en opfyldelsesgrad på omkring 90 pct.

En del bestyrelsesformænd udtrykte utilfredshed med, at ministeriet i bemyndigelsen tilsiger, at rektor skal sættes uden for døren, når bestyrelsen skal fastsætte størrelsen af den endelige udbetaling.


Ungdomsuddannelserne
Formanden for GBF, Benny Dylander, indledte debatten om ungdomsuddannelsernes fremtid med at fortælle om arbejdet i Ungdomsuddannelseskommissionen, der ventes at komme med et forslag til en samlet reform af alle ungdomsuddannelserne til maj 2014.

GBF har overfor kommissionen bl.a. påpeget nødvendigheden af bedre vejledning, bedre overgange mellem uddannelserne og en styrkelse af lærernes kompetenceudvikling.

Fra flere sider blev det skarpt kritiseret, at vejledningen er flyttet fra gymnasierne, og at det kun er de svageste elever, der får tilbud om vejledning.

Desuden nævnte flere, at det er uheldigt, at problemerne på erhvervsuddannelserne influerer på debatten om gymnasierne.

Flere deltagere fremhævede, at campusser i forskellige former kan være en løsning i fremtiden. Men så skal det være med et budskab til ministeren om, at der skal være en gevinst ved sammenlægninger – ikke en straf i form af mistet grundtilskud.

LW – 29/8-2013

Årsmøde 2023 i Gymnasiernes Bestyrelsesforening

Stina Vrang Elias, Adm. Direktør Tænketanken DEA & Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye var oplægsholdere på årsdagen, hvor emnerne “Unge erhvervskompetencegivende uddannelse” & “ungdommen & ubehaget” blev belyst og debatteret

Bestyrelsesbarometer 2021

Bestyrelsesbarometeret for 2021 er netop udkommet. Det er tredje gang, at Bestyrelsesbarometeret sætter fokus på institutionerne …

Debat: Omprioritering

Regeringen har bebudet, at de danske gymnasier skal spare to procent årligt de næste fire år,

Styrk arbejdet i bestyrelsen

Samarbejdet mellem bestyrelsesformand og rektor, mødeledelse, fusioner, resultatkontrakter, daglig og strategisk ledelse …

Gymnasiet i medvind eller modvind

Niels Egelund og Dion Rüsselbæk Hansen diskuterede på generalforsamlingen i Gymnasiernes Bestyrelsesforening gymnasiets rolle i det samlede ungdomsuddannelsessystem.

Cheflønstillæg

Kære bestyrelsesformand
Som bekendt har vi i GBF siden 2009 arbejdet på at den enkelte bestyrelsesformand skulle involveres i og have ansvar for eventuelle cheflønstillæg til rektor. Der var dengang forståelse i ministeriet for, at bestyrelsesformændene …