Kendelse om resultatløn

6. Parternes argumentation

Klagerne har gjort gældende, at der ikke kan gives Finansministeriet medhold i, at fælleser-klæringen ikke er aftalestof i sædvanlig arbejdsretlig forstand. Den blev forhandlet over en længere periode med en meget detaljeret konciperingsproces, hvorunder der blev udvekslet 12 udkast, og den var helt afgørende for, om CFU ville indgå i nye forhandlinger om nye lønsy-stemer. Finansministeriet har da heller ikke forud for voldgiftssagen gjort gældende, at fælles-erklæringen ikke skulle være retligt bindende. At erklæringen har karakter af en retligt bin-dende aftale, understøttes af erklæringens indhold samt af, at den er optaget som bilag til CFU-forliget og AC-forliget.

Erklæringen indledes med, at parterne udtrykker enighed om en række forhold, herunder at udgangspunktet for de nye lønsystemer er, at den lokale løndannelse skal fastlægges lokalt på den enkelte institution, og at forhandlings- og aftaleretten i videst muligt omfang skal delege-res til det lokale niveau. Når parterne herefter udtrykker enighed om, at departementerne og andre overordnede myndigheder kan komme med vejledende udmeldinger til institutionerne om deres anvendelse af nye lønsystemer, følger det modsætningsvis heraf, at myndighederne ikke kan give bindende udmeldinger herom. Andet giver ikke mening og vil også være i strid med en opmandskendelse fra 2006, som pålagde LC at anerkende, at det var i strid med over-enskomstens regler om lokalløn, at LC havde givet et pålæg til tillidsmændene om ikke lokalt at indgå aftale om en forberedelsesfaktor under et bestemt angivet niveau.

– 13 –

Finansministeriets særskilte erklæring i tilknytning til fælleserklæringen er kun en reservation for særlige undtagelsestilfælde, idet den må fortolkes indskrænkende set i lyset af fælleser-klæringens fastslåen af, hvad parterne har opnået enighed om. Finansministeriets ensidige erklæring kan således alene anses for en reservation for helt særlige tilfælde, hvor det måtte blive nødvendigt at gribe ind over for en konstateret, uacceptabel forvaltning på en institution. Hverken Finansministeriet eller Undervisningsministeriet har under sagen søgt at redegøre for, at den stedfundne generelle normering af den lokale løndannelse på Undervisningsområ-det har baggrund i sådanne tilfælde.

Da det i retningslinjerne er tilkendegivet, at institutionerne handler uden for bemyndigelsen, hvis de ikke følger retningslinjerne i forbindelse med indgåelse af aftaler om lokalløn, frem-står retningslinjerne klart som bindende, og at de er det, følger endvidere af ministeriets ind-skærpelse af, at man vil holde nøje øje med, at de overholdes, hvilket ministeriet også har gjort. Der foreligger dermed et klart brud på fælleserklæringen. Klagerne har i den forbindelse især fremhævet følgende punkter, hvor der i bemyndigelsesskrivelsen og i retningslinjerne retsstridigt er foretaget en indgående regulering:

Obligatorisk indgåelse af resultatlønskontrakt

Bemyndigelsens økonomiske ramme for den øverste leder i f.t. elevtal

Bemyndigelsens økonomiske ramme for den øverste leder i f.t. lønrammeløn

Bemyndigelsens økonomiske ramme for øvrige medarbejdere i f.t. lønrammeløn

Obligatorisk indsatsområde (mere fleksibel anvendelse af lærerressourcer)

Udbetalingsgrad

Forholdet mellem resultatløn og betaling for merarbejde

Klagerne har vedrørende bodspåstanden over for Undervisningsministeriet anført, at der må udmåles en alvorlig bod for det beskrevne overenskomstbrud, da der efter klagernes opfattelse ikke er nogen formildende omstændigheder. Tværtimod er dette begået med fuldt kendskab til CFU’s indsigelser. Ved trods CFU’s indsigelser at støtte Institutionsstyrelsens udsendelse af det overenskomststridige materiale har Personalestyrelsen gjort sig delagtig i det stedfundne

– 14 –

overenskomstbrud, og der bør derfor også i forhold til Personalestyrelsen udmåles en alvorlig bod.

Finansministeriet har gjort gældende, at fælleserklæringen gennem sin sprogbrug og fremtræ-delsesform mere fremtræder som en programerklæring end som en normal overenskomsttekst, og at der må lægges helt afgørende vægt på Finansministeriets ensidige erklæring. Det er med denne erklæring gjort helt klart for klagerne, at ministeriet fortsat reserverede sig muligheden for, at overordnede myndigheder kan udstede bindende udmeldinger til institutionerne, og dette udelukker enhver tale om brud i den foreliggende situation.

I fælleserklæringens pkt. 1 henvises til allerede indgåede aftaler og intentionerne bag disse, hvilket viser, at fælleserklæringen ikke i sig selv er et dokument, som skaber et nyt rets-grundlag. Der er i fælleserklæringen reelt ikke noget, som ikke allerede fremgår af det tidli-gere aftalegrundlag. Det giver ikke mening at påstå, at der er begået brud på et dokument, som alene udtaler sig om nogle bagved liggende aftaler, når ikke også de bagvedliggende aftaler inddrages, og klagerne har ikke nedlagt nogen påstand om, at der skulle være begået brud på disse aftaler, som ikke er blevet ændret ved fælleserklæringen. Denne var alene en “træde-sten” for at komme videre med forhandlingerne, men dette berettiger ikke til, at der på bag-grund af fælleserklæringen kan statueres overenskomstbrud.

Det kan endvidere ikke af fælleserklæringen udledes, at de overordnede myndigheder skulle have givet afkald på at give bindende udmeldinger til institutionerne. Finansministeriet har under hele forhandlingsforløbet fastholdt, at der ikke ved aftale kan ændres på, at et departe-ment inden for sit ressort har ansvaret for forvaltningen af det pågældende område og derfor også efter omstændighederne kan fremkomme med bindende udmeldinger herom. Parternes enighed omfatter derfor ikke, at de overordnede myndigheder skulle have fraskrevet sig en adgang hertil, hvilket er kommet klart til udtryk gennem Finansministeriets ensidige erklæring til fælleserklæringen. Om der foreligger en situation, hvor det er nødvendigt for en overordnet myndighed at komme med bindende udmeldinger til institutionerne om deres anvendelse af nye lønsystemer, tilkommer det endvidere erklæringsgiveren – og ikke klagerne – at afgøre.

Undervisningsministeriet havde året forinden udsendt tilsvarende retningslinjer og havde i tidligere år haft en betydeligt strammere regulering, uden at det havde givet anledning til ind-

– 15 –

sigelser. Ministeriet forestillede sig derfor ikke, at retningslinjerne kunne udgøre et brud på lokallønsordningen, hvilket efter Finansministeriets vurdering heller ikke er tilfældet.

Lokallønsordningen er baseret på en lokal forhandling mellem den lokale ledelse og den an-satte. Denne ordning passer imidlertid ikke på den øverste ansvarlige for en institution, som jo ikke kan forhandle med sig selv. Undervisningsministeriet har fra 2000-2007 haft en ordning, hvor resultatlønskontrakterne med den øverste leder blev godkendt af Undervisningsministe-riet. Kompetencen til at indgå kontrakterne og foretage den efterfølgende resultatvurdering er nu blevet delegeret til de enkelte institutioners bestyrelser. Bestyrelsernes kompetence beror derfor på delegation fra Undervisningsministeriet, og det er i den forbindelse almindelig prak-sis, at en delegation ledsages af retningslinjer for, hvordan bemyndigelsen bør forvaltes. De økonomiske rammer, som er udmeldt, er i den forbindelse ikke smålige, hvilket har ført til væsentlig højere lønninger end for f.eks. direktører for statslige styrelser. Det er imidlertid nødvendigt, at der af ressortministeren fastsættes nogle faste rammer, da ressortministeren har det generelle ansvar for lønudviklingen på det pågældende område, hvilket også er påtalt af Rigsrevisionen flere gange. Finansministeriet har i den forbindelse i mange år haft den politik, at det er cheflaget, som udgør overliggeren for lønudviklingen, og at der derfor skal føres en særlig kontrol med lønudviklingen i dette lag. Det har således i retningslinjerne været nød-vendigt at fastsætte økonomiske rammer for bemyndigelsen, idet det vil kunne underminere Finansministeriets generelle styring, hvis de selvejende institutioner går hen og bliver lønfø-rende.

Selve det at indgå en resultatlønskontrakt er endvidere i sig selv et styringsmiddel. Lokal-lønsmidler er noget, som kommer oven i den almindelige løn ud fra princippet “noget for noget”. Det må derfor også være legitimt at stille krav om som modydelse at få en politisk ønskelig målopfyldelse.

I øvrigt var der alene tale om vejledende retningslinjer, idet det var muligt at rette henven-delse til Undervisningsministeriet, hvis institutionen ikke kunne indgå en resultatlønsaftale. Når der på denne måde er en mulighed for at gå tilbage og få taget et spørgsmål op, er der ikke tale om bindende retningslinjer.

Der er under alle omstændigheder ikke tale om bodspådragende handlinger, da det ikke har kunnet påregnes, at bemyndigelsen og retningslinjerne skulle kunne udgøre et brud på fælles-erklæringen.

– 16 –

7.

Opmændenes begrundelse og konklusion

Som anført er der ikke blandt de partsudpegede medlemmer af voldgiftsretten opnået flertal for en afgørelse, og afgørelsen træffes derfor af opmændene, som i enighed udtaler følgende:

Efter det oplyste var det for CFU en afgørende forudsætning for at acceptere en videreudbyg-ning af det lokale lønsystem, at der forinden opnåedes enighed mellem parterne om en række spørgsmål vedrørende dets praktisering, herunder spørgsmålet om central styring af de lokale parter. På linje hermed var fælleserklæringen genstand for indgående forhandlinger mellem parterne fra det første udkast af 13. december 2007, via adskillige reviderede udkast indtil man den 9. januar 2008 endelig opnåede enighed om dens affattelse. Fælleserklæringen blev optaget som bilag til henholdsvis CFU-forliget og AC-forliget, og den er efterfølgende indsat som bilag til rammeaftale af 21. januar 2009 mellem Finansministeriet og centralorganisatio-nerne om nye lønsystemer. Ifølge pkt. 2 i bemærkningerne til rammeaftalen (i det medføl-gende cirkulære af samme dato) er der “i forbindelse med aftalefornyelsen (…) aftalt følgende væsentlige ændringer: Parterne er enige om, at fælleserklæringen optrykkes som et bilag til aftalen (…).” Selv om fælleserklæringen ikke har samme form og indhold som traditionel overenskomsttekst, må den på baggrund af det intense forhandlingsforløb og dens nære til-knytning til rammeaftalen om ny løn anses for en integreret del af parternes overenskomst-grundlag, og indklagede har ikke anført forhold, som skulle indebære, at erklæringens indhold og form i sig selv udelukker overenskomstbrud.

I pkt. 2 i fælleserklæringen anføres det, at “udgangspunktet for de nye lønsystemer er, at den lokale løndannelse fastlægges lokalt på den enkelte institution”, og at “en forudsætning for dette er, at den fornødne forhandlings- og aftaleret er til stede på lokalt niveau”. Derfor er parterne enige om, “at forhandlings- og aftaleretten i videst muligt omfang skal delegeres til det lokale niveau”.

Opmændene finder, at det hermed er angivet som en klar forudsætning for fælleserklæringen – og dermed for de respektive overenskomsters regler om lokale lønforhandlinger – at det skal være muligt at føre reelle lønforhandlinger mellem de lokale aftaleparter. De centrale parter må derfor ikke via deres udmeldinger lægge så snærende bånd på de lokale parter, at det ikke bliver muligt at føre reelle, lokale lønforhandlinger.

– 17 –

Til støtte for sit standpunkt om, at de overordnede myndigheder er afskåret fra at komme med bindende udmeldinger til institutionerne om deres anvendelse af nye lønsystemer, har kla-gerne henvist til, at dette resultat følger modsætningsvis af fælleserklæringens pkt. 3, 5. afsnit, som er sålydende:

“Departementerne og andre overordnede myndigheder kan komme med vejledende udmeldinger til institutionerne om deres anvendelse af nye lønsystemer. De enkelte organisationer kan tilsvarende komme med vejledende udmeldinger til tillidsrepræsen-tanterne.”

Finansministeriet har imidlertid under hele forhandlingsforløbet fastholdt, at ministeriet ikke gennem overenskomstforhandlinger kan ændre på, at de enkelte departementer har et over-ordnet ansvar og en tilsynsopgave på de respektive ministerområder, også i forhold til løn-dannelsen, og at ministeriet derfor er afskåret fra at indgå aftaler, som generelt afskærer en overordnet myndighed fra at komme med bindende udmeldinger til underordnede myndighe-der om deres nye lønsystemer. Denne basale forudsætning kan ikke anses for fraveget ved fælleserklæringen, medmindre der foreligger meget klare holdepunkter herfor. Sådanne hol-depunkter foreligger ikke. Tværtimod fremgår det klart af den erklæring, som Finansministe-riet har afgivet til fælleserklæringens pkt. 3, at det ikke er en del af aftalegrundlaget, at der kan sluttes modsætningsvis fra pkt. 3, 5. afsnit.

Opmændene finder dog, at forhandlingsforløbet og den valgte udtryksmåde i Finansministeri-ets erklæring har givet CFU en berettiget forventning om, at bindende udmeldinger kun vil blive anvendt “om fornødent” og med respekt af bl.a. fælleserklæringens pkt. 3, 1. – 4. afsnit, herunder at den lokale løndannelse ikke skal normeres “af en af parterne centralt aftalt mini-mum- eller maksimumpulje” eller “gennem centrale direktiver fra én af parterne om kun at udmønte tillæg som engangsvederlag, varige tillæg eller lignende”, at engangsvederlag indgår som en del af de nye lønsystemer, og at der lokalt kan aftales supplerende resultatbaserede lønordninger.

Den konkrete sag vedrører Undervisningsministeriets bemyndigelse af 1. juli 2008 med tilhø-rende retningslinjer til en række selvejende institutioner på ministeriets område om indgåelse af resultatlønskontrakter. Udover at retningslinierne i det hele fremstår som bindende, har klagerne navnlig påberåbt sig, at følgende forhold udgør brud på fællesaftalen:

1) at indgåelse af resultatlønkontrakt er gjort obligatorisk,

– 18 –

2) at der er givet bindende rammer for forholdet mellem resultatløn og merarbejde,

3) at der er indført obligatoriske indsatsområder,

4) at der er givet bindende økonomiske rammer for den øverste leder i forhold til elevtal og i forhold til lønrammeløn,

5) at der er givet bindende økonomiske rammer for øvrige medarbejdere i forhold til løn-rammeløn, og

6) at der er givet bindende rammer for udbetalingsgrad.

Ad 1 (obligatorisk indgåelse af resultatlønkontrakt):

Ifølge pkt. 3 i fælleserklæringen kan der “lokalt aftales supplerende resultatbaserede lønord-ninger”. På linje hermed fastslår § 6 i rammeaftalen om nye lønsystemer, at der “kan lokalt aftales supplerende resultatbaserede lønordninger i henhold til fællesoverenskomsternes og lønjusteringsaftalens bestemmelser”. Hovedsigtet med disse bestemmelser er således – på linje med fælleserklæringen i øvrigt – at spørgsmålet om indgåelse af resultatlønsordninger skal være et anliggende for de lokale parter.

Den lokale arbejdsgiverpart må for institutionernes vedkommende naturligt opfattes som den enkelte selvejende institution. Det er efter aftalegrundlaget og parternes praksis ikke umiddel-bart klart, om dette også gælder i forhold til indgåelse af resultatlønskontrakter for den øverste administrative leder. Det følger imidlertid af lovgrundlaget for de selvejende institutioner på Undervisningsministeriets område, at bestyrelsen ansætter og afskediger den administrative leder, og Undervisningsministeriet har stilet sine samlede retningslinjer til bestyrelsen for den enkelte selvejende institution med henblik på indgåelse af resultatlønskontrakter også for den øverste administrative leders vedkommende. Opmændene lægger på denne baggrund til grund, at bestyrelsen for den enkelte institution må anses for den “lokale aftalepart” på arbejdsgiverside også set i forhold til indgåelse af resultatlønskontrakter for den øverste administrative leder.

Det klare udgangspunkt efter fælleserklæringen – og rammeaftalen – er, at resultatlønsordnin-ger skal forhandles og indgås lokalt på den enkelte selvejende institution, og at Undervis-ningsministeriet derfor i videst muligt omfang skal delegere forhandlings- og aftalekompe-

– 19 –

tence til den enkelte institution. På linje hermed bemyndigede Undervisningsministeriet ved brev af 1. juli 2008 generelt bestyrelserne ved de selvejende institutioner til at indgå resultat-lønskontrakter med den øverste administrative leder.

Der er efter opmændenes opfattelse ikke tvivl om, at Undervisningsministeriet har en vid adgang til at vejlede bestyrelserne om de fordele, som ministeriet ser ved at indgå resultat-lønskontrakter. Ministeriet kan også vejlede om de punkter, som en resultatlønskontrakt bør indeholde, herunder de forhold som er prioriterede i undervisningspolitisk henseende. Og der er heller ikke noget til hinder for, at ministeriet udmelder det lønniveau for den øverste admi-nistrative leder, som anses for økonomisk forsvarligt.

Ved sin udmelding af 1. juli 2008 har Undervisningsministeriet dels givet pålæg om tvungen brug af resultatlønskontrakter for den øverste administrative leder, dels udmeldt retningslinjer for indholdet af resultatlønskontrakter med den øverste leder og andre administrative ledere.

Det er opmændenes opfattelse, at et pålæg om tvungen brug af resultatlønskontrakter for den øverste leder ved de selvejende institutioner er uforenelig med rammeaftalens § 6 og fælleser-klæringens pkt. 3, hvorefter resultatlønsordninger “kan aftales lokalt”. Det ændrer ikke her-ved, at den enkelte selvejende institution kan få dispensation, da det forudsætter Undervis-ningsministeriets godkendelse i det enkelte tilfælde – en godkendelse, der efter Lars Morten-sens forklaring i øvrigt ikke er givet i noget tilfælde. Resultatløn fremstår efter aftalegrundla-get som et lokalt styringsredskab, og Undervisningsministeriet har ikke under sagen godtgjort, at et pålæg om indgåelse af resultatlønskontrakter kan anses for nødvendig for, at ministeriet kan varetage sine opgaver som overordnet myndighed, herunder med hensyn til at føre tilsyn med løndannelsen, jf. herved Finansministeriets erklæring i tilknytning til fælleserklæringens pkt. 3.

Ad 2 (bindende rammer for forholdet mellem resultatløn og merarbejde):

Det følger af det foran anførte, at det tillige er uberettiget, at Undervisningsministeriet i sine retningslinjer har forudsat, at der kun kan honoreres for merarbejde, hvis der er indgået en resultatlønskontrakt, og at merarbejde kun kan udbetales for aktiviteter, som falder uden for resultatlønskontraktens aktivitetsområder.

Ad 3 (obligatoriske indsatsområder):

– 20 –

Opmændene finder det heller ikke foreneligt med rammeaftalens § 6 og fælleserklæringens pkt. 3, at Undervisningsministeriet har foretaget en meget detaljeret fastlæggelse af de måle-punkter, som resultatlønskontrakten skal indeholde, herunder ved at opstille “mere fleksibel anvendelse af lærerressourcer” som et obligatorisk indsatsområde. Der er intet til hinder for, at Undervisningsministeriet vejleder de selvejende institutioner om mulighederne for en mere fleksibel anvendelse af lærer-ressourcerne inden for overenskomstens rammer og om mulig-hederne for at knytte det til resultatlønskontrakten. Ved at udmelde det som et bindende mål i resultatlønskontrakten, har ministeriet imidlertid begrænset den lokale forhandling om resul-tatlønskontrakter på en måde, som må anses for uforenelig med rammeaftalens § 6 og fælles-erklæringens § 3. Undervisningsministeriet har ikke godtgjort, at fastlæggelse af bindende resultatmål kan anses for nødvendigt for, at ministeriet kan varetage sine opgaver som over-ordnet myndighed, herunder med hensyn til at føre tilsyn med løndannelsen, jf. herved Finansministeriets erklæring i tilknytning til fælleserklæringens pkt. 3.

Ad 4 (bindende økonomiske rammer for den øverste leder i forhold til elevtal og i forhold til lønrammeløn):

En overordnet myndighed kan som led i den generelle lønstyring udmelde lønniveauer for det øverste cheflag i de underordnede myndigheder. Finansministeriet modsatte sig på linje her-med det forslag til formulering af fælleserklæringen, som CFU fremsendte ved mail af 18. december 2007, hvorefter “Den lokale løndannelse normeres heller ikke gennem centrale direktiver fra én af parterne om generelt fastsat maksimumsløn for enkelte personalegrupper (…)”. Ifølge Finansministeriets mail af 19. december 2007 fjernede ministeriet “maksimum-løn” fra teksten, da der ikke kunne opnås enighed herom. Denne fjernelse kunne CFU ifølge mail af 20. december 2007 ikke acceptere, og man ville derfor vende situationen med sit for-handlingsudvalg. Efter yderligere mailkorrespondance fremsendte Finansministeriet ved mail af 9. januar 2008 fælleserklæringen i den endeligt aftalte version, der – som ønsket af Fi-nansministeriet – ikke indeholdt bemærkningen om “maksimumsløn”.

Den udmeldte økonomiske ramme for indgåelse af resultatlønskontrakter med den øverste administrative leder strider efter opmændenes opfattelse derfor ikke mod fælleserklæringens pkt. 3. Både den generelle beløbsramme og 25 %-kravet må anses at tjene det lønstyrings-mæssige formål at indpasse lønstrukturen ved de selvejende institutioner i den samlede løn-struktur på statens område, herunder sikre et rimeligt forhold mellem lønrammeløn og resul-tatløn. Den udmeldte beløbsramme tager udelukkende sigte på at fastlægge et overordnet

– 21 –

niveau for størrelsen af resultatbaserede engangsvederlag på tværs af de selvejende institutio-ner inden for hele ministeriets område. Den generelle ramme for engangsvederlagets størrelse – der varierer mellem 90.000 og 170.000 kr. som det maksimale niveau – afskærer ikke de lokale parter fra at føre reelle forhandlinger om engangsvederlagets størrelse. At det resultat-baserede engangsvederlag ikke må overstige 25 % af lønrammelønnen inkl. varige tillæg ændrer ikke herved.

Opmændene finder det heller ikke uforeneligt med fælleserklæringen, at Undervisningsmini-steriet som led i sit generelle løntilsyn pålægger institutionerne at indberette kontraktens øko-nomiske ramme og udbetalingsprocenten. Tilsvarende kan Undervisningsministeriet som led i sit generelle løntilsyn anmode om at få konkret udvalgte kontrakter til gennemsyn.

Ad 5 (bindende økonomiske rammer for øvrige medarbejdere i forhold til lønrammeløn):

Opmændene finder det endvidere ikke uforeneligt med fælleserklæringen, at Undervisnings-ministeriet har udmeldt, at man forventer, at eventuelle resultatlønskontrakter med andre ad-ministrative ledere ved de selvejende institutioner vil respektere institutionens hierarki, og at udbetalingen – som for den øverste administrative leder – normalt ikke vil overstige 25 % af lønrammelønnen inkl. varige tillæg. Heller ikke denne udmelding afskærer de lokale parter fra at kunne føre reelle lokale forhandlinger om resultatlønsordninger for de øvrige ledere ved institutionen.

Ad 6 (bindende rammer for udbetalingsgrad):

Endelig finder opmændene det ikke uforeneligt med fælleserklæringen, at Undervisningsmi-nisteriet har vejledt bestyrelserne om, at det er en forudsætning, at de aktivt skal vurdere og begrunde graden af målopfyldelse, og om, at en tilfredsstillende præstation ikke nødvendigvis skal medføre en maksimal udbetalingsgrad. Retningslinjerne herom hindrer ikke de lokale parter i at føre reelle forhandlinger og indgå aftaler om den lokale løndannelse, heller ikke selv om det nævnes, at en udbetalingsgrad på 100 % kun er forventelig i helt særlige tilfælde. Undervisningsministeriet kan således ikke herved antages at have overskredet den meget vide adgang, som ministeriet har til at vejlede bestyrelserne om, hvorledes resultatlønsordningen anvendes bedst mulig som lokalt styringsredskab.

Ad bod:

– 22 –

Som nævnt under 1-3 ovenfor finder opmændene, at Undervisningsministeriet har begået overenskomstbrud ved at pålægge bestyrelserne for de selvejende institutioner at indgå resul-tatlønskontrakter for den øverste leder, at betinge bemyndigelsen til at udbetale engangsve-derlag for merarbejde og særlig indsats af, at der er indgået resultatlønskontrakt, og ved at fastlægge bindende indsatsområder for resultatlønskontrakterne. Vi giver derfor klagerne medhold i påstand 1 for så vidt angår disse tre forhold.

Ved vurderingen af, om der skal pålægges Undervisningsministeriet bod for det begåede overenskomstbrud, må der tages hensyn til den usikkerhed, der har hersket om rammerne for centrale udmeldinger. En usikkerhed som ikke er fuldstændig fjernet med fælleserklæringen, der rummer flere uklarheder. Undervisningsministeriet udsendte lignende retningslinjer i oktober 2007 uden at modtage formelle reaktioner fra de faglige organisationer. Spørgsmålet om central styring af de lokale lønforhandlinger på Undervisningsministeriets område blev kort omtalt i CFU’s brev af 12. oktober 2007 til daværende finansminister Thor Pedersen, men det blev efter det oplyste ikke nærmere konkretiseret under forhandlingerne af fælleser-klæringen, selv om der blev drøftet flere andre konkrete områder, som CFU fandt problemati-ske. Da CFU klagede over udkastet til bindende retningslinjer i juni 2008, befandt Undervis-ningsministeriet sig i en presset situation, fordi retningslinjerne skulle meldes ud til institutio-nerne inden skolestart. På denne samlede baggrund frifinder vi Undervisningsministeriet for klagernes påstand om bod.

Finansministeriet havde en drøftelse med Undervisningsministeriet i anledning af CFU’s påtale af ministeriets udkast til retningslinjer, hvilket førte til, at retningslinjerne blev nedtonet på flere punkter. Finansministeriet har herved – i en tidsmæssig presset situation – vist vilje til at efterleve fælleserklæringens indhold. Der findes derfor heller ikke grund til at pålægge Finansministeriet en bod for delagtighed i det begåede overenskomstbrud, og vi frifinder således ministeriet for klagernes påstand 3.

Thi bestemmes:

Finansministeriet, Personalestyrelsen, og Undervisningsministeriet, Institutionsstyrelsen, skal anerkende, at der er sket brud på CFU-forliget 2008 og AC-forliget ved Institutionsstyrelsens udsendelse af skrivelse af 1. juli 2008 om bemyndigelse til at indgå resultatlønskontrakt og af

– 23 –

retningslinjer af 1. juli 2008 for anvendelse af resultatløn for ledere ved selvejende uddannel-sesinstitutioner.

Finansministeriet, Personalestyrelsen, og Undervisningsministeriet, Institutionsstyrelsen, frifindes i øvrigt for de nedlagte påstande.

Hver part skal bære egne sagsomkostninger og betale halvdelen af opmændenes honorar og udgifter.

København, den 13. oktober 2010

Poul Søgaard Lene Pagter Kristensen Jens Kristiansen