Med solen skinnende ind gennem vinduerne i de gamle charmerende industribygninger i Den Hvide Kødby, bød Gymnasiernes Bestyrelsesforening velkommen til årets årsmøde, som fandt sted onsdag den 17. juni 2026.
I år dannede Rysensteen Gymnasium rammen om en eftermiddag, hvor bestyrelsesmedlemmer, uddannelsesaktører og centrale stemmer i ungdomsuddannelsesdebatten samledes for at diskutere den store forandring, der venter det danske uddannelseslandskab.
Over frokosten blev de første samtaler skudt i gang, inden formand for Gymnasiernes Bestyrelsesforening, Stig Wall, bød velkommen til eftermiddagens program. På dagsordenen stod de store spørgsmål: Hvordan bidrager vi bedst muligt til den nye ungdomsuddannelse? Hvilken rolle skal de eksisterende institutioner spille? Og hvordan sikrer vi, at reformen bliver mere end blot nye strukturer – men også skaber stærke uddannelsesmiljøer for fremtidens unge?
En reform med konsekvenser langt ud over den enkelte institution
Første panel satte fokus på perspektiverne på den nye institutionslov, status på epx og placeringen af ungdomsuddannelserne på danmarkskortet. Med i samtalen var formand for Danske Gymnasier, Maja Bødtcher-Hansen, chef for Erhvervs- & Arbejdsmarkedsuddannelser i Dansk Industri, Anne Fløe, og forperson for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiernes Lederforening, Allan Kortnum.
Allan Kortnum understregede, at reformen skal ses som en helhedsreform og en strukturreform, der lægger fundamentet for de næste mange årtier. Derfor handler beslutningerne ikke kun om den enkelte institution, men også om lokalsamfundene omkring dem.
For Kortnum handler det om at skabe en robust struktur, hvor bestyrelserne tager ansvar for helheden. Han påpegede, at det i den kommende proces bliver nødvendigt at træffe svære valg, fordi uddannelseslandskabet allerede er besluttet ændret. Den ”rørte brik” skal flyttes – men den skal flyttes ordentligt.
I den kontekst pegede Anne Fløe på, at det kan være svært for Dansk Industri at lægge sig fast på én bestemt institutionsmodel, fordi fokus først og fremmest må være på indholdet og de unges muligheder. Hun understregede, at dannelse ikke er forbeholdt det almene gymnasium, og at ingen institutioner bør være et mål i sig selv.
Hendes budskab var klar: Institutioner eksisterer for elevernes og samfundets skyld – ikke omvendt. Derfor har bestyrelserne en vigtig rolle i at bidrage til samtalen om, hvad der er bedst for både eleverne og lokalsamfundene.
Hvem skal stå for epx?
Et centralt spørgsmål i debatten var placeringen af epx, og hvem der skal stå for den nye ungdomsuddannelse.
Maja Bødtcher-Hansen pegede på en grundlæggende udfordring: Mange ønsker at byde ind på epx, men netop derfor opstår spørgsmålet om, hvem der skal have ansvaret for uddannelsen.
Samtidig blev det understreget, at epx ikke blot handler om at samle eksisterende uddannelser under en ny overskrift. Det kræver udvikling af en helt ny didaktik, og her fremhævede Maja Bødtcher-Hansen blandt andet, at fag som dansk skal tænkes på nye måder, hvis man skal sikre et højt fagligt niveau i en ny uddannelseskontekst. Allan Kortnum pegede på, at faglighed ikke kun kan forstås som akademisk faglighed. Han var grundlæggende rolig ved ekspertgruppens anbefalinger og fremhævede, at høj faglighed også kan tage andre former.
Anne Fløe supplerede med, at nye uddannelsesformer kræver, at man ser på andre måder at opbygge læring og niveauer på. Det kræver dog et stort arbejde at udvikle.
Størrelse, placering og lokale rødder
Institutionernes størrelse og placering fyldte også i debatten. Her pointerede DG-formanden betydningen af nærhed mellem ledelse, elever og lærere. ”Selvejet er forudsat af, at ledelsen sidder på matriklen for at få et tæt samarbejde med lærere og elever”.
Anne Fløe supplerede med behovet for bæredygtige institutioner i en tid, hvor ungdomsårgangene flere steder bliver mindre, for som hun påpegede, så handler det om at finde modeller, hvor både faglighed og lokal tilstedeværelse kan bevares. Kortnum så derimod ikke det faglige niveau som den største bekymring, men derimod den pædagogiske og didaktiske opgave.
Maja Bødtcher-Hansen pegede samtidig på, at den store usikkerhed om fremtidige strukturer skaber uro blandt både ledere og medarbejdere. Derfor er der behov for afklaring, så institutionerne kan skabe stabilitet.
En vigtig pointe fra Fløe var, at epx bør være et fast punkt på bestyrelsesmøderne frem mod og efter implementeringen, og at institutionerne skal være så forberedte som muligt.
Gymnasiet som kultur, fællesskab og dannelse
Eftermiddagen fortsatte med formand for Gymnasielærerne, Anders Frikke, som satte fokus på fremtidens elever i det nye uddannelseslandskab.
Hans pointe var, at gymnasierne spiller en særlig rolle som institutioner med en lang tradition og som ankre i samfundet. For ham handler gymnasiet derfor ikke kun om uddannelse som vej til videre uddannelse eller arbejde, men også om dannelse, fællesskab og kulturel forankring.
Han advarede mod en udvikling, hvor uddannelse udelukkende bliver gjort til et instrument for arbejdsmarkedet. Uddannelse skal være mere end en trædesten, den skal også give unge mulighed for at forstå sig selv og deres omverden.
Samtidig understregede han, at kultur og dannelse naturligvis ikke er noget, der kun findes ét sted i uddannelsessystemet. Pointen var, at de værdier, der er opbygget gennem gymnasiets lange tradition, skal tænkes med ind i fremtidens strukturer.
Han fremhævede også betydningen af lighed i uddannelsesmulighederne. Karakterkrav og geografiske forskelle kan skabe skævheder mellem unge blandt andet afhængigt af det geografiske område, de bor i, deres forældre uddannelsesmæssige baggrund, køn og etnicitet. Pointen er, at det bliver helt afgørende, at epx, alle steder, skal give muligheden for at tage et tredje år – også i områder, hvor elevgrundlaget ikke nødvendigvis er stort.
Essensen er, at epx ikke må ende som et b-valg. Hvis den nye uddannelse skal lykkes, kræver det, at den bliver et reelt attraktivt valg for mange unge.
Skolekultur afgør mere end strukturer
Dagens sidste oplæg kom fra Noemi Katznelson, professor i ungdoms- og uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet i København. Hun satte fokus på trivsel, skolekultur og dannelse.
Hendes hovedbudskab var, at skolekulturen har enorm betydning for elevernes oplevelse af gymnasiet. Når unge selv beskriver trivsel, handler det blandt andet om at føle sig tryg, blive set og anerkendt af lærerne, kunne følge med fagligt, blive inddraget og føle, at de hører til i et fællesskab.
Hun pegede på tre centrale spændingsfelter i ungdomsuddannelserne fremover: kampen om elevernes engagement, fællesskabsfortællinger der er under forandring, og relationen mellem lærere og elever, som også udvikler sig.
Efter oplæggene fortsatte dialogen blandt deltagerne. Her blev det blandt andet fremhævet, at forandringer af institutioner i nogle tilfælde kan være nødvendige for at skabe stærke og bæredygtige tilbud. Samtidig blev der peget på, at epx kun lykkes, hvis den bliver et attraktivt valg for en bred gruppe unge – også i de større byer.
Da dagen sluttede på Rysensteen Gymnasium, stod det klart, at den kommende reform ikke kun bliver en diskussion om bygninger, institutioner og placeringer. Den handler om, hvilke uddannelsesfællesskaber vi ønsker at skabe for fremtidens unge, og hvordan vi sikrer, at de nye strukturer bygger videre på det bedste fra dem, vi allerede har.
Se materialet fra oplæggene nedenfor:
Fremtidens elever- i fremtidens uddannelseslandskab af Anders Frikke
