I den forgangne uge bød Gymnasiernes Bestyrelsesforening i samarbejde med Danske Gymnasier velkommen til bestyrelsesseminar på Aarhus Katedralskole og Gefion Gymnasium, henholdsvis den 10. og 12. september.
Under overskriften “Bestyrelsesarbejdet i teori og praksis” var det klare formål, at klæde bestyrelserne på til bestyrelsesarbejdet, set i lyset af gældende regler og politiske udfordringer.
Vilkårene for de selvejende institutioner og orientering om OK18-forlig
Undervisningsministeriet gav i løbet af formiddagen indsigt i selvejende institutioner, samspillet med ministeriet og det dialogbaserede tilsyn. Herefter orienterede Moderniseringsstyrelsen om OK18-forliget i hovedtræk, hvor især den nye statslige lederaftale som ledere i gymnasiet skal ansættes efter fra 1. januar 2019 var omdrejningspunktet. Begge oplæg vakte stor interesse blandt de fremmødte, der undervejs indgik i en berigende debat med oplægsholderne.
Samarbejde, roller og opgaver i bestyrelsen
Om eftermiddagen kunne man opleve erfarne bestyrelsesformænd, der delte ud af deres erfaringer, faldgruber og gode råd. Først blev der sat fokus på samarbejdet i lokalsamfundet, dernæst roller og samarbejde i bestyrelsen og slutteligt en politisk perspektivering ved Gymnasiernes Bestyrelsesforening og Danske Gymnasier, der markerede afslutningen på dagens program.