Under overskriften Ledelse – Kvalitet – Læring har Gymnasiernes Bestyrelsesforening, Danske Gymnasier og Gymnasieskolernes Lederforening i samarbejde udarbejdet et kursustilbud til den kommende sæson.
På de almengymnasiale uddannelsesinstitutioner arbejdes der hver eneste dag på, at eleverne skal blive så dygtige, som de kan. Studieretningerne er i fokus, lærernes teamorganisering og samarbejde på tværs prioriteres og udvikles, og dialogen mellem ledere og lærere om elevernes læring, lærernes opgaver og kapacitet er intensiveret som led i arbejdet med implementering af de ændrede
arbejdstidsregler. Lærerne arbejder med høj faglighed, nye undervisningsformer og, -midler og ungdomskulturer på at skabe mest mulig læring for den enkelte og det bedste undervisningsmiljø for alle eleverne.
Det er med glæde, at vi i gymnasieskoleforeningerne kan bidrage til at understøtte denne udviklingsproces på skolerne. Vi håber derfor, at I vil bruge de ledelsesudviklingsaktiviteter, der udbydes i dette katalog for foråret 2015.
Vi glæder os til at se jer på kurserne.