Niels Egelund og Dion Rüsselbæk Hansen diskuterede på generalforsamlingen i Gymnasiernes Bestyrelsesforening gymnasiets rolle i det samlede ungdomsuddannelsessystem. Er det godt eller skidt, at gymnasiet er så populært?
Er det godt eller skidt, at en stadig større gruppe søger en almen studieforberedende uddannelse – og er gymnasiet i medvind eller modvind?
Disse spørgsmål var omdrejningspunkterne for de to oplæg på generalforsamlingen i Gymnasiernes Bestyrelsesforening, der blev holdt på Gefion Gymnasium.
For professor Niels Egelund, der er direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet og formand for DEAS`s Ungdomsuddannelseskommission, er der ingen tvivl om, at det er skidt, at gymnasiet er blevet så populært, mens mulighederne i en erhvervsuddannelse overses af de unge. 20 pct. af eleverne skulle aldrig have været i gymnasiet, mener han.
Derimod ser ph.d. og adjunkt ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet, Dion Rüsselbæk Hansen intet problem i, at flere og flere får mere uddannelse. Og han forstår godt, at de unge ikke vælger en erhvervsuddannelse, eftersom de voksne i årevis har talt erhvervsuddannelserne ned.
Niels Egelund plæderede i sit oplæg for, at uddannelserne bliver mere differentierede: En enhedsungdomsuddannelse for de 14-19-årige med mange og fleksible spor, f.eks. et spor for de 25 pct. der skal have en lang videregående uddannelse og et spor for de 35 pct. der skal have en kort eller mellemlang videregående uddannelse – og sidstnævnte behøver ikke at vare tre år.
“Gymnasiet har nogle problemer, bl.a. at ud af de 10 pct. af de mindst motiverede elever i folkeskolen, ser en fjerdel af dem sig selv i gymnasiet efterfulgt af en lang videregående uddannelse. 10 pct. af studenterne fra år 2000 var 10 år efter ikke kommet videre i uddannelsessystemet, og 10 pct. havde 10 år senere gennemført en erhvervsuddannelse. Gymnasiereformen var tænkt som en styrkelse, men er blevet det modsatte. Og hvad gør gymnasierektorerne, der gerne vil beholde eleverne, som hver især er en kvart million kr. værd i taxameterpenge? De etablerer mentorordninger, gratis morgenmad, lektiecafeer, skrivefængsel, lektiefængsel, psykologbistand. Tænk hvis folkeskolerne gjorde det samme, så var de 25 pct., der i dag mangler funktionelle kompetencer nok, reduceret til en noget lavere andel”, sagde Niels Egelund, der afslutningsvist gav opskriften på den nødvendige medicin:
- Mere struktureret læring i daginstitutionerne
- Afskaffelse af børnehaveklassen og karakterer for fag og opførsel fra 6-års-alderen
- Indførelse af linjer og niveauer fra 8. klasse og frem
- Et nyt ungdomsuddannelsessystem med niveauer og fleksibilitet samt differentierede optagelseskrav
- Etablering af et “krybespor”
Stop reformiveren
Dion Rüsselbæk Hansen er ikke enig i, at gymnasiet er i krise.
“Man kan ikke sige, om gymnasiet er i krise eller ej, men det er blevet noget andet, end man havde forestillet sig. Og hvis vi køber præmissen om, at vi har brug for flere vidensarbejdere, er det klogt at uddanne flere. Og mange af de elever, der er bogligt svage, når de starter i gymnasiet, kommer ud med et ganske fornuftigt resultat”.
I øvrigt er Dion Rüsselbæk Hansen skeptisk over for den reformiver, der har præget gymnasiet de senere år.
“Vi elsker reformer, og har fået en gymnasiereform, en strukturreform og nu OK13 ud fra en antagelse om, at vores uddannelsessystem er i krise. Men uddannelsessystemet kan ikke løse alle samfundsmæssige, politiske og arbejdsmarkedsmæssige problemer. Når det ikke går godt i en klasse, siger vi, at eleverne ikke var som i gamle dages, og dermed kommer meget af kritikken af uddannelserne til at handle om eleverne, ikke om lærerne. Det handler også meget om de vilkår, man har for at udøve lærergerningen, folk skal bruge alt for meget tid på at beskrive, hvad de gør fremfor bare at gøre det, og kommer dermed til at bruge alt for meget tid på evalueringer. Det er en god ide, at lærerne nu skal tilbringe mere tid sammen med eleverne, men hvis det sker på bekostning af forberedelsestiden, er der ikke meget at være sammen om”.
Afslutningsvist opfordrede Dion Rüsselbæk Hansen til, at politikerne skruer ned for reformiveren og ser nærmere på, hvad uddannelsessystemet kan og lytter mere til lærere og fagpersoner, der har kvalificerede bud på, hvad den gode skole er.